Kirsten blev glad igen – endda meget glad. Først blev hendes elskede Vespa Sprint fra 1965 stjålet og mishandlet, men den blev heldigvis fundet igen.
”At mishandle og ødelægge min Vespa på den måde – det kan man bare ikke. Ratlåsen brudt op, motoren havde lidt ret store skader, og ridser og buler pyntede ikke ligefrem på den fine, røde Vespa”. Heldigvis kunne Rasmus fra VS Service i Hinnerup reparere maskinen, så nu er den så god som ny, og tillige har den en værre ”røverhistorie” at fortælle.
”Det er sådan noget, der giver en Vespa værdi – det er de oplevelser man har og som man ser frem til at få”, siger Kirsten, med et glad smil om læberne. Kirsten Saurus Mehlsen kommer fra Silkeborg – hun har mange oplevelser og gode erfaringer med i bagagen. Under coronakrisen i 2020, hvor alt var lukket ned, drømte Kirsten sig tilbage til hendes ferie i 2017. Da var hun en tur i Toscana, og blev begejstret over alle de mange Vespaer.
Nogle gange bliver drømmene til virkelighed – som regel, hvis man selv hjælper dem lidt på vej. Og det gjorde Kirsten – hun begyndte at google rundt og læste om Vespaer på Facebook og andre medier. Pludselig en dag slog lynet ned – Kirsten forelskede sig i en flot rød Vespa Sprint fra 1965, som var til salg i Hinnerup. Der var ikke langt fra tanke til handling, og Kirsten kontaktede Rasmus , som havde maskinen til salg. Kirsten prøvede maskinen, og udbrød glædestrålende , da hun kom tilbage: ”Det er min – den køber jeg!”.
Rasmus havde istandsat maskinen, og solgte den til Kirsten med en formaning om, at hun skulle huske at få taget sig et MC-kørekort. Det fik hun hurtig gjort, og det har hun på ingen måder fortrudt. Da Kirsten var pige – måske en 4-5 år, havde begge hendes onkler scootere. Den ene var en Lambretta og den anden en Vespa. Hun stod foran på Vespaer, og blev kørt rundt af hendes onkel. ”Det var måske der, jeg fik Vespaen ind under huden”, udbryder Kirsten tankefuld. Senere – som ung pige, kørte Kirsten på Velo Solex og Velo Vap, men da den tid var over, tænkte hun ikke så meget på de tohjulede motorkøretøjer.
Tiden gik, som tiden jo gør – en masse arbejde, sang, teater og familie. Der var slet ikke tid til livets ægte glæder, nemlig ture og fællesskaber blandt ligesindede Vespa-entusiaster. Vespaen har åbnet en helt ny verden og fællesskab for Kirsten, og hun deltager i arrangerede Vespa-arrangementer rundt om i landet. Sidste år deltog hun i den kendte ”Rejetur”, hvor der var ca. 60 deltagere, og I år forventer hun at være blandt de ca. 100 som deltager i Mölle i Sverige. På rejeturen, bliver der spist rigtig mange rejer, og turen er en pendant til den jydske ”Åletur”.
”Det er dejligt at møde så mange nye og positive mennesker, og i bund og grund er det vel det som en vellykket køretur drejer sig om?” Det gælder om at udleve drømmene – og hvorfor så ikke drømme stort? Kirsten har i alle tilfælde besluttet sig for at udleve besøget på Vespa Museet i Pontedera, når der er Vespa World Days i 2024. Livet er skønt, og livet er en rejse – så hvorfor ikke lade det meste af rejsen foregå på en Vespa?