18. april. Carlo Ernstsen - 80 år

Torsdag morgen er kommet, og morgenkaffen er drukket. Kirsten Saurus Mehlsen, vores eneste kvindelige deltager, har også lejet en Vespa. Vi mangler blot at få den hentet, så vi i samlet flok kan køre til Pontedra for at blive registreret og være med til at åbne træffet. Kirstens navigator blev sat på min Vespa, og Kirsten blev pænt placeret på bagsædet. Så gik turen mod udlejningsfirmaet... troede vi. Navigatoren gik i total sort og førte os rundt i det meste af Pisa – normalt ville turen tage ca. 10 minutter, men vi kørte nok rundt i en lille time, inden vi fandt frem til udlejningsbureauet.

Da vi endelig nåede frem, var der tre englændere, som også skulle leje Vespaer – flinke folk, som vi fik talt med og lavet aftaler med. Vi afleverede vores Pistone.dk visitkort og fik flotte klistermærker og broderede emblemer til gengæld. Jeg tror, vi fik lavet et par gode aftaler med den britiske klub. Englænderne havde booket og reserveret 3 Vespaer, men udlejningsbureauet havde kun 2 til dem – det var de selvfølgelig stærkt utilfredse med, men efter lange forhandlinger lykkedes det at få dem alle tre.

Da det endelig blev Kirstens tur, var der også problemer – udlejningsbureauet havde ikke den Vespa, som Kirsten havde booket og reserveret i Danmark. Bureauet påstod hårdnakket, at det var en Piaggio Liberty, hun havde lejet (hvilket det beviseligt ikke er sandt). Nå – frem og tilbage er lige langt, og vi kunne efterhånden ikke bruge mere krudt på den sag. Bedre at komme på en Liberty end slet ikke at komme til træf.

Vi kørte tilbage til de andre – GPS'en virkede stadig ikke, så vi kørte efter kort, og det fungerede sådan set OK. Vi fik set det meste af Pisa, blev forsinkede ved bureauet, men fik trods alt en scooter til Kirsten, selv om der ikke stod Vespa på den. Pyt – ting, man ikke kan gøre noget ved, kan man ikke nytte at irritere sig over.

Ved middagstid ankom vi alle fem til Pontedera. Vejret var fantastisk, og solen skinnede fra en skyfri himmel. Måske var der meget trafik i Pisa, men ikke i forhold til, hvad der var af Vespaer på vej til Pontedera. Da vi kom frem, endte vi i en kæmpestor kø af forventningsfulde vespister, som alle skulle registreres og have både nummeret armbånd og et tilsvarende nummer på et klistermærke, som skulle placeres på scooteren. 

Ja – ting tager tid, og nogen ting tager åbenbart rigtig lang tid. Men ventetiden var det hele værd. Der var myriader af Vespaer i alle udgaver, aldre og farver. Stemningen var god, og alle smilede og var venlige og forventningsfulde – dejligt at stå i kø og glæde sig over, at det også bliver ens egen tur til at få et armbånd.

Jeg fik nummer 3.148, men der havde tilmeldingen også været åben i ca. 4 timer, så det var vist alligevel gået ret hurtigt at få sluset alle ind på træffet. Da vi blev lukket ind på selve området, startede vi med at se de mange boder og udstillinger, inden vi tog en sen frokost i et af teltene. Humøret var højt, og vi havde svært ved at finde pessimismen frem. Vores gode ven Thor synes måske, det hele var ved at blive lidt for godt og lidt for festligt, for pludselig sendte han et par lyn, og med et stod det bare ned i lårfede stråler – der kom faktisk en del vand, men der skal mere til at knække glade og positive vespister.

Vi fik spist vores frokost og kiggede lidt på vejrudsigten – regn, regn og regn så langt øjet rakte, men pyt. Lidt vand har vist aldrig skadet nogen, så vi besluttede at køre tilbage til Pisa – blot en lille tur, på ca. en times tid. Turen gik også fint – vores scootere og tøj blev vasket, og vi holdt en rimelig kølig legemstemperatur, da vi ankom til vores ydmyge pensionat. Et varmt bad og en Fernet Branca gjorde underværker, så vi var rimelig hurtigt klar til at erobre centrum og se, om vi kunne rette lidt op på Det Skæve Tårn.

Aftensmaden blev indtaget i centrum - tæt ved det skæve tårn, og hædersgæsten var Carlo Ernstsen, som havde fødselsdag. Carlo fyldte 80 år, så vi havde sørget for flag og fødselsdagssang – restauranten forærede Carlo en fin fødselsdagskage med et lille lys i, og vi håber, at Carlo havde en rigtig god fødselsdag. 

En Vespa-specialist som Carlo Ernstsen skal da selvfølgelig fejres i Vespaens Vugge – Italien, Pontedera og Pisa. At Vespa World Days fejres i Pontedera skyldes sikkert, at Vespa-fabrikkerne har 140 års jubilæum, og hvis den ikke var blevet bygget, havde verden været knap så fantastisk at leve i. Et stort tillykke til Carlo og til Vespa.

Og så var det ellers bare hjem og i seng – for i morgen venter en ny og dejlig dag, som skal opleves i Pontedera – hvor heldig man dog har lov til at være.